Art. 6. Af Broncemönter kunne udmöntes nedenstaaende Stykker, der skulle holde den Störrelse og Vaegt, som fremgaar af de vedföiede Bestemmelser:

Art. 7. Forsaavidt en fuldkommen Nöiagtighed i Henseende til Vaegt og Finhed ikke kan overholdes for de enkelte Möntstykker, skulle Afvigelserne over eller under den rette Vaegt og Finhed ikke overskride:

Ved Justering Ved Justering Af hvert Möntstykkes Bruttostykkevis. kilogramvis

vaegt.

0,0015 fint Guld.

Ved Udmöntningen af Guld maa dog iagttages, at Afvigelsen i Vaegt for hvert Parti paa 10 Kilogram Möntguld ikke overstiger 5 Gram.

De samme Normaler for, hvad der skal betragtes som rent Guld og rent Sölv, skulle, som Kontrol, laegges til Grund for Proberingen ved begge Rigers Möntvaerksteder.

Art. 8. Samtlige Mönter praeges med ophöiet Rand. Guldmönterne og Sölvmönterne, med Undtagelse af 25-Ören og 10-Ören, praeges i riflet Ring, 25-Ören og 10-Ören samt Broncemönterne i glat Ring. Paaskriften skal tydelig angive det Antal Kroner eller Öre, som Mönten indeholder eller repraesenterer. Desuden skal enhver Mönt udvise, for hvilket Rige, ved hvilket Möntvaerksted og i hvilket Aar den er praeget.

Jövrigt fastsaettes Praeget og Paaskriften af det Rige, for hvis Regning Mönterne praeges.

Art. 9. De efter ovenstaaende Regler praegede Mönter skulle med de i Art. 10 bestemte Indskraenkninger vaere lovligt Betalingsmiddel efter deres paalydende Vaerdi i begge Riger uden Hensyn til, i hvilket af dem de ere praegede, naar de kun ikke have lidt voldsom eller ulovlig Beskadigelse.

Art. 10. Af Skillemönt skal ingen vaere pligtig til i een Betaling at modtage et höiere Belöb end 20 Kroner i 1- og 2-Kronestykker, 5 Kroner i mindre Sölvmönt og 1 Krone i Broncemynt.

Guldmönterne ophöre at vaere lovligt Betalingsmiddel ligeoverfor Statskasserne, naar de ved Slid have tabt over 2 pro Cent, men ligeoverfor alle Andre, naar de have tabt over 1/2 pro Cent af den Vaegt, som de efter Art. 3 skulle have.

Skillemönter ophöre först at vaere lovligt Betalingsmiddel ligeoverfor Statskasserne, naar de ere saa slidte, at det ikke med Sikkerhed kan kjendes, for hvilket Riges Regning de ere udpraegede; men ligeoverfor alle Andre saasnart Praeget ved Slid er blevet utydeligt.

Mönter, som ikke laengere ere lovligt Betalingsmiddel ligeoverfor Hvemsomhelst, maa ikke atter saettes i Omlöb af Statskasserne. Det samme gjaelder om Sölvmönter, som holde 4 eller flere pro Cent under den rette Vaegt. Det fastsaettes naermere i hvert Rige, af hvilke offentlige Kasser og hvilke Andre de her betegnede slidte Mönter skulle tilbageholdes. I ethvert af Rigerne vil under offentlig Kontrol blive justeret, stemplet og til samme Pris solgt Vaegtlodder, som holde Normalvaegten, og andre, som holde Passervaegtene for Guldmönterne.

Art. 11. Det paahviler ethvert af Rigerne at indsmelte de med dets Praeg forsynede Mönter, som ifölge ovenstaaende Bestemmelser ikke kunne udgives af Statskasserne.

Der skal i ethvert af Rigerne aabnes Adgang for Enhver til at faae et hvilketsomhelst Belöb af saadanne Mönter, som ifölge Art. 10 kun ligeoverfor Statskasserne ere lovligt Betalingsmiddel, ombyttede mod det tilsvarende Belöb i gangbar Mönt af samme Slags, saavelsom til at faa et hvilketsomhelst, med 10 Kroner deleligt Belöb i Skillemönt ombyttet med Hovedmönt.

Finantsbestyrelsen i ethvert af Rigerne skal fra det andet Riges Finantsbestyrelse modtage og erstatte med gangbar Mönt saadanne med Rigets Praeg forsynede slidte Mönter, som ere indkomne i det andet Riges Statskasse og i Henhold til Art. 10 ikke atter kunne udgives af samme. Ligeledes skal hvert Riges Finantsbestyrelse fra det andets Finantsbestyrelse modtage og ombytte med Hovedmönt et hvilketsomhelst, med 10 Kroner deleligt, Belöb i Skillemönt, som er forsynet med Rigets Praeg.

Art. 12. Det skal vaere ethvert af Rigerne uforment at paatage sig en videre gaaende Indvexlingspligt med Hensyn til de for samme Rige praegede Guldmönter end den, som fölger af Art. 11 sammenholdt med Art. 10.

Art. 13. Al Udmöntning sker ved Rigernes Myntvaerksteder og kan ikke ivaerksaettes ved Private eller overdrages Private ved Bortforpagtning eller paa anden Maade.

I begge Riger skal Adgang aabnes for Enhver til at erholde Hovedmönter udmöntede for indleveret Guld, imod Erlaeggelsen af 1/4 pro Cent af det udmöntede Belöbs Vaerdi for 20-Kroner, og s pro Cent for 10Kroner. Jövrigt erlaegges ingen Slagskat.

De naermere Betingelser med Hensyn til det indleverede Gulds Maengde,

Finhed og övrige Egenskaber fastsaettes ved senere Overenskomst mellem Regjeringerne.

Skillemönt udpraeges i begge Riger kun paa Regjeringernes umiddelbare Foranstaltning og for deres Regning.

Art. 14. Fra Tid til anden skal i ethvert af Rigerne Undersögelse finde Sted af de i det andet Rige praegede Mönters Overensstemmelse med de fastsatte Normer og gjensidig Meddelelse gjöres angaaende de Udsaettelser, hvortil saadan Undersögelse maatte give Anledning.

Art. 15. Ethvert Riges Finantsbestyrelse vil meddele Finantsbestyrelsen i det andet Rige alle Möntforholdene vedkommende Love, Anordninger og almindelige Bestemmelser, som maatte blive udgivne til Udförelse af naervaerende Konvention, eller som i Fremtiden maatte udgaa. Ligeledes ville Finantsbestyrelserne meddele hinanden en aarlig Beretning om de i Aarets Löb foretagne Udpraegninger af nye Mönter og om Inddragelser og Indsmeltninger af gamle Mönter, samt oversende hinanden Exemplarer af alle Mönter, som herefter udpraeges.

Art. 16. De i hvert Riges Lovgivning fastsatte Bestemmelser angaaende Forbrydelser og Forseelser med Hensyn til Rigets egen Mönt skulle finde Anvendelse paa den i Henhold til foranstaaende Bestemmelser af det andet Rige praegede Mönt.

Art. 17. Det forbeholdes hvert Riges Statsmagt at traeffe de fornödne Bestemmelser om Tiden naar, og Maaden, hvorpaa Overgangen til det nye Möntsystem skal finde Sted, dog saaledes:

1) at Adgang til at benytte Guldmönt som lovligt Betalingsmiddel aabnes saa snart som muligt og senest den 1ste Januar 1875; 2) at den nye Regningsenhed ligeledes maa vaere indfört senest den 1ste Januar 1875;

3) at efter dette samme Tidspunkt ingen Udmöntning mere maa finde Sted efter de for Tiden i Rigerne bestaaende Möntsystemer; 4) at de hidtil benyttede Sölv-, Kobber- og Bronce-Mönter skulle have ophört at vaere lovligt Betalingsmiddel i vedkommende Rige, Sölvmönter af 15 Species-Dalers Vaerdi eller derover inden Udgangen af 1878, de övrige Mönter inden Udgangen af 1881.

Art. 18. Denne Konvention forbliver gjaeldende indtil Udgangen af 1884. Dersom den ikke til den Tid er opsagt et Aar forud, vedbliver den fremdeles at vaere gjaeldende, indtil den af et af Rigerne opsiges med et Aars Varsel, saaledes dog, at den i sidste Passus af Art. 11 vedtagne Bestemmelse ved bliver at vaere gyldig i et Tidsrum af 2 Aar efter Konventionens Ophör.

Saalaenge Konventionen staar ved Magt, maa ingen Separatkonvention om Möntforhold afsluttes mellem et af Rigerne og andre Stater uden det andet Riges Samtykke.

Art. 19. Naervaerende Konvention skall ratificeres og Ratifikationerne skulle udvexles i Kjöbenhavn, saasnart ske kan.

Til Bekraeftelse heraf have Undertegnede underskrevet og med deres

Segl forsynet denne Konvention, udfaerdiget i tvende lige lydende Exemplarer, hvilket skete i Kjöbenhavn den 27 de Mai 1873.

O. D. Rosenörn-Lehn.

Lave Beck Friis.

Tillaegs-Artikel.

Hans Majestaet Kongen af Sverig og Norge forbeholder sig Ret til ogsaa for Norges Vedkommende at tiltraede ovenstaaende Konvention med de Forandringer i Tidsbestemmelserne for Overgangen, hvorom de höie kontraherende Magter kunne komme overens.

Denne Tillaegs-Artikel skal have samme Gyldighed som ovenstaaende Konvention og skal ratificeres samtidigt med denne. Kjöbenhavn, den 27 de Mai 1873.

O. D. Rosenörn-Lehn.

Lave Beck Friis.

91.

DANEMARK, SUEDE.

Déclaration relative au pilotage dans le Sund; signée à Copenhague, le 14 août 1873*).

Imprimé officiel danois.

Texte danois.

Til naermere Bestemmelse af den, danske og svenske Undersaatter tilkommende Ret til Lodsning i Öresund have Hans Majestaet Kongen af Danmark og Hans Majestaet Kongen af Sverig og Norge bemyndiget Undertegnede til at komme overens om fölgende Deklaration:

Art. 1. I de Dele af Öresund, som paa den ene Side begraenses af dansk, paa den anden Side af svensk Land, skal Lodsningen med lige Ret tilkomme enhver af Nationerne i Overensstemmelse med de i det Fölgende givne naermere Regler, og enhver af dem ordner for sit Vedkommende Udövelsen deraf.

Hvor begge Kyster tilhöre samme Land, tilkommer Lodsningsretten alene dette og er underkastet dets Myndigheders naermere Bestemmelser. Hver Stat forbeholder sig Lodsning ind og ud af sine egne Havne. De af enhver af de tvende Regjeringer tagne Bestemmelser om Lodsvaesenet i Öresundet skulle ikke i nogen Henseende skride mod de i Traktaten af 14de Marts 1857 indeholdte Regler.

*) En danois et suédois.

Begge Landes Lodser skulle i ethvert Tilfaelde i omtalte Farvande nyde samme Ret som den mest begunstigede Nations.

Art. 2. Som udelukkende dansk Farvand anses i Henhold til ovenstaaende Bestemmelser Drogden, der mod Nord bestemmes ved en Linie, dragen fra Midten af Charlottenlund over Stubbetönden og den nordlige Tönde paa Middelgrunden til Kosten Nord for Saltholmens nordlige Pynt, og mod Syd ved en Linie fra den sydligste Kost ved Amager over Drogdens Fyrskib til Saltholmens sydlige Pynt.

Dog skal det vaere svenske Lodser tilladt Nord om Saltholmen at lodse ind paa Kjöbenhavns Yderrhed, der mod Nord bestemmes ved Drogdens Nordgraense, mod Öst ved Middelgrunden, mod Syd ved en Linie fra Johanneskirken over Midten af Refshaleöen og mod Vest ved en Linie fra Trekroners Östside til Stubbens Sydost Vager og derfra til Stubbetönden. Ligeledes skal det vaere svensk Lods, der i Overenstemmelse med Ovenstaaende har taget Skib ind paa Yderrheden, tilladt, hvis Skibets Förer önsker det og Skibet ikke gaar ind paa Inderrheden, at forblive paa Skibet og lodse det ud Nord om Saltholmen. Derimod er det ikke tilladt en svensk Lods paa Yderrheden at antage Lodsning af andet Skib end det, hvormed han paa ovennaevnte Maade er didkommet, saalidt som svenske Lodsbaade kunne henligge paa Yderrhedon under Paaskud af at skulle aftage indkomne svenske Lodser.

Art. 3. De tvende Regjeringer forbinde sig til med de til deres Raadighed staaende Midler at yde hinanden Bistand til Overholdelse af ovenstaaende Bestemmelser.

Art. 4. Ligesom denne Overonskomst udelukkende angaar Lodningsretten i Öresundet og altsaa ikke i nogen Henseende gjör Indskraenkning i den de tvende Stater efter almindelige folkeretlige Grundsaetninger tilkommende Höihedsret over Söterritoriet, san langt dette straekker sig, saaledes forbeholder den kongelig danske Regjering sig navnlig ogsaa at udelukke svenske Lodser fra Kjöbenhavns Yderrhed, naar saadant paa Grund af krigerske Eventualiteter maatte anses for nödvendigt.

Art. 5. Foranstaaende Bestemmelser skulle traede i Kraft fra og med den 21de af indevaerende Maaned.

Til Bekraeftelse heraf have de Undertegnede underskrevet denne Deklaration i tvende ligelydende Exemplarer og forsynet disse med deres Segl, hvilket skete i Kjöbenhavn den 14de August 1878.

Hans Majestaet Kongen af Danmarks Udenrigsminister:

0. D. Rosenörn Lehn.

Hans Majestät Konungens af Sverige och Norge Envoyé extraordinaire och ministre plénipotentiaire:

L. Beck Friis.